Hvorfor kan der opstå kurstab på fast forrentede obligationer?
På et effektivt kapitalmarked vil alle investeringer, med samme risiko, give det samme afkast. Ellers vil der opstå arbitrage, hvor kun de investeringer der giver det højeste afkast vil blive efterspurgt. Derved stiger de i pris og afkastet pr. investeret krone falder. Tilsvarende vil de investeringer / obligationer der ikke efterspørges falde i pris hvorved afkastet pr. investeret krone stiger.
I ligevægt vil alle investeringer / obligationer give samme afkast. Dette afkast kalder vi markedsrenten eller den effektive obligationsrente. Beregningsmetoden er (stadigt) den interne rentes metode, dvs. den rentesats der ”forbinder” kursen (prisen) i tidspunkt nul med de betalinger investeringen / obligationen giver.
Obligationer udstedes med forskellig amortisation og kupon (hvis obligationen overhovedet er rentebærende), hvorfor kurserne vil afspejle dette. Der er ikke tale om forskellig risiko, blot en diskonteringseffekt.
Derimod, hvis fx græske og danske statsobligationer, med samme amortisation og kupon, afviger i kurs og dermed effektiv rente, er dette tydeligvis et udtryk for, at markedet indregner risikoforskellene. Den lavere kurs og tilsvarende højere forventet afkast, kan fortolkes som et krævet risikotillæg.
Der fokuseres i denne note på fast forrentede fordringers betalingsstrømme og gældsafvikling (amortisation), deres teoretiske kurs og de principielle risikoforhold. Set fra investors syns- vinkel (kreditor) antages det som udgangspunkt, at afkastet er risikofrit, dvs. at de fremtidige nominelle indbetalinger fra værdipapiret er sikre og kendte i tid og beløb. Når man i finansiel sammenhæng benytter betegnelsen fast forrentede fordringer underforstås ofte obligationer og pantebreve, der bærer en fast rentesats per termin. Disse typer af værdipapirer adskiller sig fra de tilsvarende variabelt forrentede papirer. Værdipapirerne kan karakteriseres på mange måd- er, eksempelvis ved udsteder samt ved den måde gældsafviklingen / amortisationen sker på. Obligationer er omsættelige standardiserede lånebeviser. Man skelner mellem statsobligatio- ner, realkreditobligationer og erhvervsobligationer. Juridisk set er en obligation et gældsbrev, dvs. en økonomisk forpligtelse (et lån) på nærmere aftalte vilkår mellem långiver (kreditor) og låntager (debitor). Debitor udsteder obligationen og får, via et salg på markedet, en sum penge (et provenu) mod at forpligte sig til at betale en række fremtidige ydelser. Afhængigt af rente- vilkår og risikoforhold i øvrigt kan obligationen ikke altid sælges til pari (kurs 100), og der vil således opstå et kurstab for debitor, hvilket indebærer en stigende effektiv rente på lånet.
Problemtyper der omtales / behandles:
• Hvilke karakteristiske amortisationsformer benyttes for fast forrentede fordringer? • Hvordan bestemmes fast forrentede fordringers ydelse, afdrag, rente og restgæld? • Hvordan bestemmes fast forrentede fordringers teoretiske kursværdi?
• Hvilken sammenhæng ml. markedsrente, pålydende rente, amortisation og kurs?
• Hvordan kan afkastet af en investering i obligationer bestemmes og fortolkes?
• Hvilke risikoforhold karakteriserer obligationsdebitor og obligationskreditor?
• Hvilke metoder benyttes til at måle risikoen for fast forrentede fordringer?
Sidst i noten anføres dansksprogede finanstermer fra obligations- og rentestrukturteorien.
Typiske måder at afvikle obligationer / fast forrentede fordringer på er som: stående lån, annuitetslån, serielån og nulkuponlån. Et stående lån betaler, bortset fra den sidste termin, kun renter. Da hovedstolen er en konstant bliver rentebeløbet også konstant. I sidste termin betales hovedstolen og sidste termins renter. På et annuitetslån betales en konstant ydelse, og da rest- gælden således over tid bliver mindre falder rentebeløbet, hvorfor afdraget stiger tilsvarende. Et serielån betaler et konstant afdrag, hvorfor ydelsen falder over tid. Nulkuponobligationen kan opfattes som et stående lån uden eksplicit rente, der betaler hovedstolen i sidste termin.
Nogle vigtige begreber:
• hovedstolen, dvs. det beløb som obligationen udstedes på.
• terminslig rente, dss. den nominelle rente opgjort på terminsbasis.
• kurs / kursværdi er et udtryk for nutidsværdien af de fremtidige betalinger fra obligationen. • forrentningsvilkår; fast forrentning, variabel forrentning, nulkuponrenter, forwardrenter, etc. • risiko, afhængig af udsteder (fallitrisiko), udviklingen i markedsrenten, (købekraftsrisiko)
• vedhængende rente og kuponrenter, dvs. rentebetalinger til kreditor.
• emission, dvs. obligationer udstedt af statsinstitution, realkredit, erhvervsvirksomhed m.v.
• kursfølsomhed og varighed, dvs. mål for kursreaktioner på ændringer i markedsrenten.
